Snapchat giver dig via geo-filtre og featuren Our Stories et indblik i hverdagslivet rundt om i verden gennem brugernes egne optagelser
Snapchat introducerede for snart et år siden de såkaldte geo-filtre. Featuren giver brugere mulighed for at lægge et filter over deres snap, der ved hjælp af grafik og tekst angiver hvor i verden snappen er optaget. Filtrene er kun tilgængelige i de geografiske områder eller under de begivenheder, de er knyttet til. På den måde sikres, at kun folk i eksempelvis Nairobi kan uploade stories med et geo-filter fra Nairobi eller kun gæster ved større begivenheder som galla-shows eller Super Bowl-finaler kan uploade snaps med det tilhørende geo-filter.
Én stor fælles fortælling
Som bruger kan du vælge at dele snaps med geo-filtre med dine egne kontakter på Snapchat, eller du kan vælge at uploade en snap med geo-filter til live feedet Our Story. Som navnet antyder, samler Our Story snaps med et specifikt geo-filter i én lang snap. Dit bidrag bliver på den måde en del af en fælles fortælling og oplevelse af en by, et land eller en begivenhed. Bidragene er alt fra ikoniske fotografier af Eifeltårnet i Paris til personlige hverdagsøjeblikke såsom fødselsdagsfester, første skoledag eller forårsfornemmelser i London. Fælles for bidragene er, at de er optaget af brugere og delt med omverdenen. På den måde er de som små postkort, der kan inspirere dig til hvor din næste rejse kan gå hen.
20 mio. visninger
Det er svært at finde officielle tal på hvor mange brugere, der følger med, men uofficielle tal peger på op imod 20 mio. visninger for de mest populære Our Stories. At blive tildelt et geo-filter kan dermed hurtigt gå hen og blive en rigtig stor gevinst for en by eller en begivenhed, idet det skaber en masse opmærksomhed, der ellers ville være dyrt at betale for med traditionelle reklame-kroner.
Med tiden er det blevet muligt for brugere selv at kreere unikke og originale geofiltre. De enkelte geofiltre skal godkendes af Snapchat, før de bliver gjort tilgængelige, og Snapchat opfordrer designere og kunstnere til at bidrage med geo-filtre, da opgaven efterhånden er blevet for stor for Snapchats egne designere.
Endelig blev det vores tur!
Vores svenske naboer i Stockholm havde tidligere på året mulighed for at vise deres by til Snapchatters fra hele verden, og endelig blev det også muligt for os Danskere at vise vores lille eventyrlige hovedstad frem. Snapchat offentliggjorde d. 12. juni et geo-filter i København, hvormed det blev muligt for Snapchat-brugere i København at uploade bidrag til Our Story. Arrangørerne bag Roskilde Festival arbejder i øjeblikket på at få godkendt geo-filtre til brug under festivalen, men det er endnu uvist, om de kan leve op til Snapchats høje krav til originalitet og kreativitet.
Følger du selv med i opdateringerne fra byer og begivenheder rundt om i verden eller har du selv bidraget til en story vil vi rigtig gerne høre din mening om featuren.
Leave A Comment